fredag den 9. november 2012

For længe siden

Da jeg var omkring 10 år blev mine forældre skilt. Bruddet kom lige op til jul, og derfor har julen altid været lidt ambivalent for mig.. og måske også lidt oprørs-agtig.
(Det er første gang jeg selv siger det højt, men det er så sandt alligevel)

Men den der skilsmisse, den var så hård for mig at komme igennem.. og ja der skulle gå noget nær 14 år før at den slap sit tag... Og så har den alligevel ikke gjort det helt.

Jeg fandt tidligt ud af at der også var fordele ved at være skilsmissebarn, f.eks. måtte jeg nogle ting hos min far som jeg ikke måtte hos min mor, og man fik også flere julegaver og fødselsdagsgaver.. Ja ja, man er vel lidt materialistisk anlagt. Man må jo få det bedste ud af enhver situation som man ikke selv er herre over.

Men som i nok kan regne ud, så er det altså først her for nyligt at jeg faktisk er kommet glad ud på den anden side - som skilsmissebarn. 10 år gammel + 14 års "recovery" = 24 år , altså hvor jeg er nu.

Men de der års recovery er nok dem jeg egentlig ville skrive om i dette indlæg, for de er dem som ligger mig nærmest. Jeg husker kun små bidder af tiden fra før jeg fyldte 10 og julen hvor mine forældre gik fra hinanden.
Jeg husker kun gode ting, men sådan er vi jo så heldigt indrettet, os mennesker, at det oftest er de gode ting der hænger ved. Dog i tiden efter skilsmissen, har der været en hel del tristhed.. og så lige lidt mere tristhed. og lidt til.
Hvilket altså har betydet mange tårer. Og hvilket nok har gjort mig til den jeg er i dag. 

For 2 år siden fik jeg min første depression. Hvilket ikke er noget jeg har snakket højt om, jeg var flov, men hvis man ser tilbage på min historie, så var det nok ret passende et eller andet sted. Jeg kom gladere ud på den anden side, men stadig med en tristhed som min grundfølelse...

Tristhed som grundfølelse er noget møg, for den hænger også sammen med at man i pressede situationer, bliver endnu mere trist, og derfor fik jeg en depression igen i foråret - 2012! 
Den har jeg om end nok gået endnu mere stille med dørene omkring - i hvert fald på bloggen, fordi jeg ikke ville stemples som værende syg. Psykisk syg? Jeg hader det ord.

Men jeg er kommet frem til at det er en del af mig, det er en del af min historie og en del af hvem jeg er. For den sidste depression gjorde at jeg fik nok. Nok af det der triste liv, og den dårlige selvtillid. 

Så jeg sagde til mig selv; "Jeg vil ikke leve resten af min liv værende ked af det - jeg vil være glad!". Og som sagt så gjort, nu har jeg arbejdet med mig selv og min selvværd, og endelig tør jeg stå frem og sige, at jeg er som jeg er, tag mig eller lad være :-) Men det sværeste af det hele har nok været tankerne om hvis en eventuel ny arbejdsgiver skulle læse om dette, og hvad ville den i så fald tænke? Men sådan må det være, for jeg er ikke længere den gamle Julie. Jeg er en ny og bedre Julie. 

Det har givet mig SÅ meget at jeg har taget den beslutning. Det kan slet ikke beskrives!

Livet som glad er så meget bedre og anderledes på en god måde, at jeg vil aldrig vende tilbage til det gamle liv som ked af det igen.

Det jeg egentlig ville sige med det her var, at det er derfor indlæggene fra mig er sporadiske i øjeblikket, for jeg har travlt med at leve!

Jeg håber i vil tage godt imod min åbenhed, for jeg syntes at den manglede.. og hvis du nu nåede helt herned, så vil jeg bare takke for at du "lyttede" :-)

xx

Sorry for not writing in english today, try google translate ;-)


8 kommentarer:

  1. Det lyder som om, at du har taget nogle gode skridt her den seneste halve år. Jeg står selv med en masse tristhed i mit liv, men noget har jeg lært. Jeg kan ikke være stærk hele tiden, jeg skal også være svag. Jeg kan ikke være glad hele tiden, jeg skal også være trist. At først når jeg kan det hele, kan jeg blive hel.
    Der er en tid til alt - en tid til at græde og en tid til at grine.
    Og det der med at smile uden dækning - det holder ikke. I hvert fald ikke hvis man gør det hver dag.
    Åh jeg håber ikke, at du misforstår mit indlæg, for selvfølgelig kan man gøre meget for at gøre sig selv gladere og lykkeligere. Bare du husker hele dig i det, du gør.
    Kh Didde-Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Didde-Louise :-)
      Tak fordi du tager dig tid til at svare på mit indlæg. Jeg forstår fuldt ud hvad du mener, men det er også mere grundfølelsen jeg har prøvet at ændre. Selvfølgelig kunne jeg også være glad før, men faldt altid tilbage i den triste tankegang når jeg så var alene. Nu er det omvendt, og jeg har jo som bekendt været igennem en del med min morfars død og min mormors indlæggelse på det sidste, oven i eksamen og skift af job, hvor der har medfulgt lidt tristhed, men jeg falder tilbage i mit glade jeg.
      Selvfølgelig kan man have dårlige dage, og det skal der være plads til, men jeg vil bare gerne have flere glade end triste, og det er heldigvis sådan det er nu.
      Kh Julie

      Slet
  2. Hvor er det forfriskende og fantastisk med lidt personlighed og ærlighed her i blogland. :)
    Det skal du virkelig ha' meget stor respekt for. Der er jo en tendens til at det hele skal handle om hvor fantastisk livet er og hvor pastelfarvet alting skal være i blogland.
    Det er skønt at høre du har fået det bedre og er kommet ud på den anden siden med mange gode ting, det glæder mig Julie.

    Jeg fik selv konstateret depression for knap 2 måneder siden og kæmper virkelig med det. Håber snart at det bliver bedre for nogle dage er virkelig ikke særlig sjove. Det er dejligt at se det kan lykkedes. :) Du må være mit depressionsforbillede fra nu af. :)

    Pas på dig selv.
    xxxx Nanna. :)

    SvarSlet
  3. Kære Julie

    du er sej at du stå ved dig selv. Det kan du godt være stolt af. Det er så modigt. Det er altid bedre og meget nemmere at stå ved, hvem man er - vi gemmer alle sammen vores svage sider, men vi glemmer at de også giver os nogle gode ting. Nu har jeg jo mødt dig engang, men jeg har læst med længe på bloggen, og mit indtryk er altså at du er så meget mere end tristhed, du er jo fyldt med kreative vibrationer og masser af livslyst. Tillykke med dig selv, og bare kom afsted med at leve livet. Det fortjener du :-)

    SvarSlet
  4. Jeg er så imponeret over din ærlighed i dit indlæg. Det er så sejt.
    Det med at turde stå ved sig selv kræver enormt meget mod og styrke. Jeg er ikke selv kommet dertil endnu, men det er rart at se at det kan lade sig gøre for andre. Så er der håb forude. Tak for håbet.

    SvarSlet
  5. Sådan!!! Super godt for dig...! Du er på vej den helt rigtige retning lyder det som!

    SvarSlet
  6. Hej Julie. Nu er det her godt nok ved at være et gammelt indlæg, men jeg er selv lidt i samme båd som dig. Derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, hvad du konkret har gjort for at få det bedre? Hvordan du har arbejdet med dig selv?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Helle
      Undskyld jeg først svarer nu...
      Helt konkret så har jeg prøvet at ændre mit tankemønster, ved at blive ved at sige til mig selv igen og igen, og igen, at jeg vil være glad. Jeg vil være glad! Det ikke alle dage det har hjulpet, men det er det som har været grundstenen i at jeg har fået det bedre. Jeg har valgt at jeg ville være glad, det var mit valg, og jeg gjorde det for mig.
      Desuden har jeg også gået til psykolog og haft en meget overbærende, støttende og til tider skide irriterende kæreste, som har hjulpet mig med at tænke på de gode ting.
      Derudover har jeg også skrevet dagbog på de dårlige dage, primært, hvor jeg hver gang har skrevet 3-5 ting som jeg havde at være glad for.

      Håber du kan bruge det til noget :-)
      Knus til dig

      Slet